Regn i en tør mund

Vers 1

Når aftenen folder sig ud som en langsom hånd

og lyset trækker sig tilbage fra de tavse rum

står jeg ved vinduet og tæller stjernernes gentagne spørgsmål

mærker gulvet give efter under mine veje

Minderne driver forbi som både uden navn

på en flod der aldrig hører op med at spørge hvor jeg var

og jeg svarer ikke længere fordi svaret ændrer sig

hver gang jeg åbner munden og giver det et navn

Før-omkvæd

Og måske er det ikke mig der søger

måske er det mørket der har lært at finde vej

Omkvæd

Lad os sænke os langsomt som regn i en tør mund

hvor ordene bliver tunge af at holde sig tilbage

og intet det behøver være sandt

for at finde vej hjem

Vers 2

Du sagde engang at stilheden har en stemme

der kun taler når man lærer at gå bort fra larmen

og jeg lyttede så længe at mine hænder glemte

hvordan de før holdt fast i noget der var varmt

Nu vandrer jeg gennem byen hvor gaderne har skiftet farve

og de gamle lygtepæle bøjer sig som visne blomster

jeg bærer på en sætning som jeg aldrig fik sagt færdig

den bliver ved med at gro indeni mig som en stille have

Før-omkvæd

Og måske er det ikke mig der ændrer sig

måske er det tiden der har lært at gå langsomt

Omkvæd

Lad os sænke os langsomt som regn i en tør mund

hvor ordene bliver tunge af at holde sig tilbage

og intet det behøver være sandt

for at finde vej hjem

Bridgge

Se hvordan mørket holder sine hænder under vandet

og bærer os forsigtigt mod et sted vi ikke kender

jeg tror at vi kan blive her en stund

og lade natten selv bestemme hvad der er nok

Omkvæd

Lad os sænke os langsomt som regn i en tør mund

hvor ordene bliver tunge af at holde sig tilbage

og intet det behøver være sandt

for at finde vej hjem